KOKKESKOLE FOR PATIENTER MED LUGTETAB

AFHOLDELSE AF KOKKESKOLER


Især efter COVID-19 er mange blevet opmærksomme på, at et tab af lugtesansen giver mange problemer i hverdagen, hvor især nydelsen af mad og evnen til at lave mad bliver ramt. Læge og lektor Alexander Fjældstad fra Flavour Institute (Aarhus Universitet) og Klinik for Lugte- og Smagsforstyrrelser (Regionshospitalet Gødstrup) har sammen med kokkene Christian Bøjlund og Rasmus Bredahl lavet et kursus i hvordan man laver hverdagsmad med nydelse efter man har mistet sin lugtesans. Med støtte fra VELUX-fonden afholdes det gratis kursus på 5 hverdagsaftener i løbet af 5 uger, hvor tilsmagning og stimulering af de øvrige sanser bringer nydelse og madglæde tilbage til middagsbordet. 


Kokkeskolen er det første tiltag (både nationalt og internationalt) til at fokusere på madglæde hos de mange personer med lugtetab (15-20% af befolkningen) og vil resultere i opskrifter samt vejledning til smagfuld madlavning trods lugtetab. 


Vi afholder hold med 12-16 patienter i udkanten af Aarhus, så hvis du har et lugtetab og lysten til at blive klogere på hvordan de øvrige sanser kan forbedre smagsoplevelsen, så skriv dig op på nedenstående link for at blive kontaktet såfremt der kommer ledige pladser:


https://redcap.link/kokkeskole_interesse

INDHOLD PÅ KOKKESKOLEN


Der er ingen gastronomiske forudsætninger for deltagelse på kokkeskolen, blot at man har interesse i a blive klogere på sine sanser og forbedre sin evne til at lave velsmagende mad trods en påvirket lugtesans. Alle personer med nedsat eller manglende lugtesans kan have gavn af kurset og hvis man har lette til moderate forvrængninger af lugtesansen kan man stadig få glæde af indholdet. Såfremt man oplever svære forvrængninger af lugtesansen og ikke kan holde lugten af madvarer/stegning ud, er kurset desværre ikke optimalt.

GASTRONOMISKE PRINCIPPER BAG KOKKESKOLEN


At spise er noget af det mest multisensoriske vi som mennesker kan foretage os. Selvom lugtesansen er vigtig, så spiller især grundsmage, mundfølelse, syn og hørelse også ind når vi tilbereder og nyder mad. Ved at forbedre evnerne til at stimulere de øvrige sanser, giver kokkeskolen ikke kun en række gode opskrifter med hjem, men forbedrer evnen til at optimere alle retter til at give nydelse trods lugtetab.


Der arbejdes specifikt med grundsmage, tekstur, taktilitet, trigeminal stimulering og temperaturer, som samlet set gør maden til en interessant og dejlig sensorisk oplevelse.


Download folder og eksempler på opskrifter


Gratis kogebog til patienter med lugtetab

Genvind glæden ved mad og madlavning efter lugtetab

I forbindelse med kokkeskoleprojektet, har vi udgivet en kogebog (e-bog) med værktøjer og opskrifter til patienter med lugtetab, som kan downloades gratis på Apple Books (kræver iPhone, iPad eller Mac):

https://books.apple.com/dk/book/lugtetab-og-mad/id6448219403?l=da


Flyer med informationer om kogebogen og QR kode til download:


https://flavourinstitute.dk/onewebmedia/Kogebog%20lugtetab%20flyer%20QR_medium.pdf



Inspiration til madlavning trods lugtetab